At begive sig ind på en yogaklasse kan godt føles lidt angstprovokerende. Vi har alle set de smukke billeder på sociale medier, at slanke kvinder og mænd der snor sig rundt om sig selv.

Sandheden er, at disse billeder ikke tegner et særlig realistisk eller korrekt billede af, hvad yoga rent faktisk er.

Hvad er yoga?

I min verden (jeg tør ikke lave en bred generalisering på tværs af tusinder år med yoga og mange millioner yogalærere, derfor tager jeg lige og starter med et forbehold – godt så er vi i gang😆), er yoga i sin essens:

Bevidsthed.

Bevidsthed om nuet, åndedrættet, kroppen, dine bevægelser, tanker, hjertet der slår, underlaget under dig, hvad der er til stede lige nu.

Bevidsthed kommer ud af nuet. Nuet er det, der er lige nu. Når du giver slip på bekymringerne om fremtiden, og alt det du fortrød i fortiden.
Det er en tilbagevenden til dig selv – til den du er, når du skræller lagene lidt af og tør stå i dit lys. Den du virkelig er. Hvad end det så er.
Det er en fuld erkendelse af, at vi alle er lige meget værd. Vi er ikke værre eller bedre end andre: vi er bare.

Derfor er det fuldstændig ligegyldigt om du kan nå dine tæer, stå på hænder eller hvad du vejer. Jo mere din yogapraksis åbner for din bevidsthed, des mere tilgængeligt kan det blive at nå dine tæer. Det kan også være at du ALDRIG når dine tæer – men det er vel ikke et specielt inspirerende succesparameter for et godt liv alligevel, tænker jeg 😆

Yoga er ikke blot gymnastik og åndedrætsøvelser. Der er ikke noget at vinde eller tabe. Du skal ikke være bedre eller dårligere end andre. Det vigtigste – og aller sværeste – er at du tør møde op for dig selv og stå i den du er.
OG det er altså svært nok i sig selv i den hverdag vi har.

Hvad er yoga godt for?

Fordelene ved yoga er mange, og i takt med at yoga er kommet til Vesten, har vi også forsket mere og mere i fordelene.

Et udsnit af fordelene dækker over:

  • Bedre søvn
  • Dæmper stress, angst og depression
  • Styrker kroppen
  • Øger smidigheden og bevægemulighederne i kroppen
  • Forbedrer åndedrættet
  • Øget koncentrationsevne
  • Afhjælper spændinger og smerter som følge heraf
  • Øget livskvalitet og livsglæde