Der er nogle ting, jeg – uden at blinke og fuldt offentligt – indrømmer blankt, at jeg er virkelig dårlig til:

• At sætte komma og lave korte sætninger – glæd dig til at læse videre.
• At lave mad og kager der er pænt anrettet (citat min datter til hendes 4 års fødselsdag sidste år: “Mor, har du hoppet oven på lagkagen?” (men altså smagen er vel stadig det vigtigste).
• Alt hvad der involverer regnskab.
• Havearbejde og planter – samt holde dem i live.
• Ja og listen kan altså blive virkelig lang, så lad os holde her :)

Men der er nogle ting, hvor jeg kategorisk ikke vil indrømme, at der vist er plads til forbedring (at jeg bestemt ikke er en perfekt mor eksempelvis – hun findes heldigvis ikke). Nogle gange, når vi jokker i spinaten (og det kan jo ikke undgås), bliver vi virkelig hårde ved os selv. Det kan være svært at se sig selv i øjnene. Hvorfor er det vi tror, at vi skal kunne alting?

Vi vil så gerne kunne det hele inden vi går i gang.

Hvilket vi jo ikke kan.

Men vi er klart vores egen absolut værste kritiker. Det er sjældent, at vi rent faktisk oplever, at nogen taler så hårdt til os, som stemmen indeni gør. Og hvad så, hvis de andre syntes man er dårlig til noget? Vi skal have modet til at turde fejle.

Jeg elsker citatet af Theodore Roosevelt, som Brené Brown referer til i hendes bog “Daring Greatly “(på dansk: Glem hvad andre tænker):

“It is not the critic who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better. The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again… who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at the worst, if he fails, at least fails while daring greatly.”

At have modet til at turde fejle, til at være en nybegynder – men også til at indrømme at vi fejler. At vi er uperfekte. 

Baggrunden for dette blogindlæg er min egen lille navle. Jeg vil gerne have modet til at gå efter mine drømme (være selvstændig yogalærer på fuldtid eksempelvis) og understøtte mine vidunderlige yogaelever i at prøve nye ting, gå på opdagelse og turde være nybegyndere.

Jeg kan også godt nogle gange, blive ret træt af flosklen om, at der altid er læring i at fejle. Nogle gange føler jeg, at jeg skal lave den samme fejl et par gange, før det går op for mig, at det jeg har gang i er en dårlig idé. Dog vil jeg gerne indrømme, at der er VIRKELIG meget læring i at fejle.

I går aftes læste jeg dette citat fra en artikel i bladet Flow (udgået), fra 2020, skrevet af Liddie Austin. Artiklen hedder: How to Fail og citatet er af Saakje Bakker.

“Failing isn’t good or bad or particularly useful, but it can be very painful sometimes. Is there a healthy way of coping with it without having to turn it into something productive? (…) “One thing that really helps me is to see myself as an intern in life. It’s okay to learn things and not to have to do everything at once, or be the best at everything. I allow myself to try things – sometimes I succeed, which is great, but if I don’t, it’s not the end of the world. When you have an uninhibited outlook on life, curiosity often wins over fear of failure when it comes to trying things”.

Jeg er vild med tanken om, at være praktikant i livet. At erkende: okay, det her liv har jeg altså ikke prøvet før, ergo ved jeg ikke en fis om hvad der kommer til mig eller hvordan jeg skal gøre det hele.

Et godt redskab til at acceptere sine fejl, mærkelige ting man får gjort og sagt, hvad end vi nu slår os selv i hovedet med, er Ahimsa. Ahimsa er den første Yamas i Patanjalis 8 grenede vej ind i yogaen. Den fortæller os at vi ikke må gøre skade. Hverken på os selv, det omkring os eller andre.

Vi gør skade på os selv, når vi slår os selv i hovedet med vores fejl.

Du er et menneske. Det er meningen du skal fejle.

Du har aldrig oplevet denne her dag før: hvordan skulle du kunne udføre den perfekt?

Kan du tilgive dig selv? Jeg vil gerne tilgive mig selv og være lidt venligere mod mig selv i hvert fald. Eller prøve – daring greatly. Acceptere at jeg ikke bare fra NU kan fjerne den dårlige vane det er, at slå sig selv i hovedet over alting. Det er også en proces. Og vi fodrer hinanden med dårlig samvittighed, ved hele tiden at pointere vores egne fejl overfor hinanden – det lægger ansvaret fra os selv over på dem omkring os, til at acceptere vores fejl. Fortæl dig selv, at det er okay. Din egen mening er den vigtigste.

Jeg vil starte med at tilgive mig selv for:

• Den aften ved middagsbordet, hvor vi alle var trætte og min datter derfor nægtede at spise det hun godt kan lide. Frustrationerne voksede og til sidst fik hun næseblod af ren frustration. Det stod ud med blod (hun har virkelig tendens til næseblod, så det kommer også bare nemt).
• At jeg roder. Overalt. Som i, glemmer mit garn, tøj, notesbøger, dimser og dutter alle vegne. Jeg tilgiver mig selv. Min kære mand har vist gjort det – han har i hvert fald erkendt at her er noget han skal lære at bære over med. Tak for 16 år kære Jacob.
• At jeg ikke er den rigtige yogalærer for alle. Det vil ikke være alle der kommer på mine klasser, der syntes at det jeg kommer med er specielt godt. Det er helt okay. Der er ikke noget galt med hverken mig eller dem.

Har du noget du skal tilgive dig selv for?
Er der noget du drømmer om at kaste dig ud i, men lige skal finde modet til?

Lad os finde sårbarheden og modet frem – og så turde grine lidt af os selv!

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen
Maria